Vores botilbud udgør en bred vifte af boligløsninger, der møder den enkeltes behov.
I vores botilbud arbejder vi ud fra en miljøterapeutisk pædagogik. Vi lægger særlig vægt på at finde den enkeltes mulighed for udvikling og livsudfoldelse. Vi har fokus på respekt, ligeværd, bæredygtighed, fællesskaber og at have højt til loftet – såvel ude, som inde.
Fra egen lejlighed i et trygt fællesskab på Østagergård eller Ravnshøjgaard til mindre bofællesskaber i Jystrup, har vi botilbud, der møder den enkeltes behov for støtte i hverdagen.
Vi tilbyder boliger i henhold til servicelovens rammer §107, §108, §85. I alle vores botilbud indgår botræning.
Gårdhusene på Østagergård
'Gårdhusene' er vores studieboliger på Østagergård med eget bad og toilet.
I fælleskøkkenet foregår der fællesspisning og forskellige fritidsaktiviteter. Der er altid personale til stede.
Gårdhusene er tegnet og udviklet specielt til Østagergård i samarbejde med vores elever. De er designet til at give øvelse i at bo selv i et trygt fællesskab.
Byggeriet er Svanemærket træbyggeri med et lavt CO2 aftryk.
Studielejlighed, plantegning
Ravnshøjgaard
Ravnshøjgaard er en historisk firlænget gård ved Lejre, som fonden Østagergård købte i 2008.
Gården danner ramme om hverdagen for voksne med særlig behov for støtte. Ravnshøjgaard er et livsvarigt tilbud med individuelle boliger, fællesfaciliteter, værksteder og mindre dyrehold.
Gården giver rig mulighed for at skabe sig det gode liv på landet med mulighed for egen havetraktor osv.
På gården er også et træværksted og et maskinværksted, som er flittigt i brug.
Ravnshøjgaard er et døgndækket botilbud efter §107 og §108.
Botilbud i Jystrup
I landsbyen Jystrup tæt på Østagergård har vi en række mindre botilbud som enten kan være egen lejlighed eller et mindre bofællesskab, hvor man bor selv med pædagogisk støtte.
Vi er en velintegreret del af lokalsamfundet i Jystrup og dette skaber tryghed - også når man bor selv.